ILD-ELEMENT, SOMMER OG KINESISK MEDICIN
Måske elsker du ligesom jeg også sommertiden. Og med god grund. Sommeren er nemlig for mange forbundet med lys, varme, fællesskab og lange lyse dage og nætter. Vi er mere udendørs, mere i naturen, mere sociale og mærker ofte en større lyst til at opleve og nyde livet. Energien i sommeren er udadvendt og nydelsesfuld.
Sommertid er ild-tid. Sommeren er i traditionel kinesisk medicin knyttet til organparret hjerte og tyndtarm, som udgør vores ild-element i kroppen. Som vores ild-element i kroppen er hjerte-tyndtarm ansvarlige for ild-energien i kroppen, og er derfor også påvirket af varme udenfor kroppen og dermed af solen. Ild-elementet forbindes med passion, glæde, gejst og livsgnist. Når energien er i balance, kan vi opleve en følelse af glæde, gejst, nærvær, kreativitet og skaberkraft. Men som med al anden energi kan der også opstå ubalance, hvor ilden kan blive destruktiv frem for konstruktiv.
Nedenfor deler jeg uddrag fra kapitlet om sommeren og ild-elementet fra min bog De 5 Årstiders Energi, som du kan købe i min webshop.
HJERTE OG TYNDTARM
Hjerte og tyndtarm er forbundne igennem denne nærende og livsessentielle processer, som sikrer at cellerne i kroppen får den nødvendige energi samtidig med at affaldsstof fjernes fra kroppen.
Hjertet spiller en central rolle i kredsløbssystemet. Hjertet er pumpen - en muskelpumpe - som sørger for blodcirkulationen i kroppen. Hjertet har til opgave at sikre kontinuerlig cirkulation, så ilt og næring transporteres til cellerne og kuldioxid og affaldsstof fjernes fra cellerne.
I tyndtarmen, nedbrydes maden til næringsstoffer som protein, fedtstof, kulhydrat, vitaminer og mineraler. Disse optages via tarmvæggen til blodbanen og transporteres derefter med blodet ud til kroppens celler.
Hjertet er yin-organet.
Energien er højest i hjertet i tidsrummet 11-13. Spis frokost, vær social, hvil og tag det roligt i tidsrummet.
Tyndtarmen er yang-organet.
Energien er højest i tyndtarmen i tidsrummet 13-15. Brug tidsrummet til at takle udfordringer og strukturere, planlægge og organisere dine opgaver. Hvis du oplever mangel på energi, udmattelse og trang til søde sager, kan det skyldes ernæringsmæssig ubalance såsom usund kost eller at måltider springes over.


Du kan læse mere om kinesisk medicin og organuret i min bog De 5 Årstiders Energi, som du kan købe i min webshop HER.
SKAB MED ILDEN
Det er med ilden, at vi kan skabe. Skabe nyt og skabe de forandringer, som vi har brug for. Ild kan være fortærende og destruktiv eller den kan være skabende og konstruktiv. Det handler om, hvordan vi anvender ilden.
Ild næres af træ - som udgøres af galde-lever knyttet til foråret. De “negative” følelser knyttet til galde-lever er vrede, irritation, frustration og utilfredshed. Og faktisk er det med disse stærke følelser, at vi kan få skabt den forandring, som vi ønsker. Utilfredsheden (træet) kan bruges til at få os til at foretage de nødvendige valg og dermed forandringer (ilden), så vi arbejder os imod at blive mere tilfredse og glade i livet - eller måske mindre utilfredse, alt efter hvordan vi anskuer livet. Vi har altid et valg, også selvom vi måske ikke synes om mulighederne eller ikke kan se resultaterne endnu.
SYMPTOMER PÅ UBALANCE I HJERTE OG TYNDTARM IFØLGE TRADITIONEL KINESISK MEDICIN


PASSION
Hjerte-tyndtarm bærer som alle meridianbanepar på modsatrettede følelser. I dette tilfælde er det følelser af passion. Når vi taler passion, er det følelser af glæde, eufori, forelskelse og tiltrækning på den ene side og frastødelse, afsky og had på den anden. Stærke passionerede følelser, som sommeren, solen og varmen kun vækker endnu mere til live i os. Temperamentet vækkes med varmen. Det er følelser, som vi alle har og måske dyrker i større eller mindre grad. Det er også modsatrettede følelser, som jo bare er to sider af samme energi.
Passion, når den er i balance, menes at afspejle en stærk ildenergi i en person. Hjertet anses i traditionel kinesisk medicin ikke kun for at være et organ, men menes også at være åndens eller sjælens hjem.
Når passionen er afbalanceret, oplever vi en følelse af vitalitet og drivkraft, der påvirker vores handlinger og skaberkraft positivt. Passionen fungerer som en fantastisk motiverende kraft, der hjælper os med at forfølge vores mål og drømme. Når der er balance i ildenergien, vil vi have en følelse af harmoni, glæde og balance både med os selv og i vores sociale relationer.
Hvis passionen blusser ukontrolleret op, kan den medføre udmattelse, udbrændthed eller føre til uro og rastløshed. Omvendt kan en mangel på passion føre til manglende motivation og manglende entusiasme - eller livsgnist.
TILTRÆKNING - FRASTØDELSE
Passion kan svinge som et pendul ud i to yderpoler: Tiltrækning og frastødelse.
Og poler er netop, hvad det er. Poler som afstøder og tiltrækker hinanden, ligesom en magnet. Og ligesom en magnet kan energien vende. Måske kender du det, at en kraftig tiltrækning på et tidspunkt pludselig vendes til frastødelse. Man kan blive helt overrasket over hvad man måske har været tiltrukket af. Det er et tydeligt eksempel på, hvordan energien kan vende, og at energien i organparrene udgør en helhed, som består af modsætningerne af en energi – og alt derimellem.
Mærk meget gerne efter, om du føler dig særligt passioneret og temperamentsfuld i sommervarmen.
ÅRSTIDENS RÅD TIL SOMMEREN


SANSERNE
Sommer forbindes ofte med nydelse og sanselighed. I vores del af verden har vi adgang til utroligt mange ressourcer, madvarer, produkter og oplevelser. Vi søger konstant stimulering af vores sanser, så vi er nærmest afhængige af det. Vi søger konstant stimulering af vores sanser, fordi vi har opdaget, at stimuleringen af sanserne kan give os en skøn midlertidig glæde og nydelse. Så vi søger det igen og igen. Nogle af os tror måske, at stimulering af sanserne er det, som livet handler om. At nydelse er målet i livet. At det er det gode liv. Dermed ikke sagt at vi ikke må nyde livet, og det er uundgåeligt ikke at stimulere sine sanser på den ene eller anden måde, fordi vi ubevidst opfanger så meget mere, end vi gør bevidst.
Princippet mådehold (Brahmcharya fra den vediske filosofi) handler om at lære at regulere, hvor meget vi stimulerer sanserne og at holde lidt igen, så man virkelig kan fordybe sig og nyde sine oplevelser. Så man kan se, at livet er mere end stimulering af sanserne.
Ofte er nydelsen faktisk større, når man ikke konstant stimulerer sanserne. Bare fordi vi har mulighederne for at få stimuleret vores sanser hele tiden, betyder det jo ikke, at vi skal gøre det. Så bliver livet lidt kedeligt i længden og hvis nydelse er målet, vil vi være på konstant jagt efter mere. Der skal altså mere og mere til.
Det er svært at styre noget, som vi ikke er bevidste om.
PRATYAHAR
I den vediske filosofi finder vi begrebet “pratyahar”, som handler om at søge imod at beherske sanserne fremfor at blive styret af dem. At se sanserne som redskaber, som vi aktivt og bevidst kan vælge at bruge, fremfor at lade os styre af dem. I mindfulness arbejder man med sanserne bevidst af samme grund.
For at lære at bruge sanserne som redskaber i det omfang som vi ønsker, så vi ikke bliver styret af dem, må vi først lære at træne og bruge sanserne. Derfor vil jeg faktisk foreslå dig at starte med at gøre det modsatte af mådehold; nemlig med at stimulere sanserne. At træne sanserne igennem stimuli.
Når du kender dine sanse-redskaber, og lærer at (sam)arbejde med dem, vil det blive nemmere at trække opmærksomheden ”hjem” i dig. Og blive bevidst nærværende i dig.
TAKNEMMELIGHED
Taknemmelighed er i mine øjne noget af det vigtigste, som vi kan lære i livet. Taknemmelighed går igen i den positive psykologi, den vediske filosofi, mindfulness og andre traditioner. I nogle af dem under andre begreber end lige ordet taknemmelighed.
Taknemmelighed handler om at værdsætte det, som man allerede har i livet. Det handler om at værdsætte og måske vise taknemmelighed overfor de mennesker, som hjælper og støtter dig i livet. Taknemmelighed overfor de situationer, som hjælper dig fremad og taknemmelighed for det liv, som du lever. Taknemmelighed for de små ting, som måske nemt overses, eller som vi bliver forvænte med.
Hvis man kan udvikle taknemmelighed og tilfredshed med det, som man har, vil man opleve, at man har langt mere, end man var klar over. Man bliver bevidst om, hvor meget man i virkeligheden har, og hvor rig man er på livet. Det handler ikke kun om at værdsætte det, som du har, men om perspektiv, så du forstår og mærker, at du faktisk har nok i det, som du allerede har. Ofte søger vi som mennesker overflod i en evig søgen efter glæde og tilfredshed. Men det er ikke overfloden af ting, oplevelser eller mennesker, som gør os glade – faktisk holder denne form for glæde ikke særligt længe, og vi søger derfor ofte at fylde hullet ved at købe mere, så vi igen kan føle os glade. Vi er tilbage ved egoet. Taknemmelighed handler om at finde glæde i alle situationer, oplevelser, ting og mennesker, så vi indser kvaliteten ved det, som vi allerede har. Det handler om at bevare glæden og ikke mindst om at se det ”det store i det små”.
Mere gør os sjældent gladere - mindre kan ofte gøre mere.
Når man praktiserer taknemmelighed, vil man opleve at skuffelse og vrede får langt sværere ved at finde grobund i os. Skuffelse skyldes uindfriede forventninger. Men det er os selv som skaber forventningerne. Måske der er noget specifikt, vi gerne vil nå eller tror, at vi skal nå.
Når man dyrker taknemmeligheden for det som er, vil man måske opleve at blive positivt overrasket over alt det, som pludselig dukker op. Med tillid og tiltro til det nye kommer muligheder og nye veje. Alt sker af en grund - ofte kan vi bare ikke se den endnu. Særligt ikke hvis vi holder fast i planerne og idéerne om det, som var eller det, som vi troede, ville komme.
Hvis vi gør det som vi plejer at gøre, vil resultatet ofte være det samme.
Hvis vi ser verden, som vi plejer at se den, så er det også den verden, som vi møder og får.
Hvis vi ønsker noget nyt for os selv, må vi være åbne for noget nyt. Det kræver tillid.
MANIFESTATION! AT SKABE MED ILDEN
Hjerte-tyndtarm er, som du allerede ved, knyttet til vores ild-element i kroppen. Ild kan være destruktiv og fortærende, men den kan også være konstruktiv og nærende. Det er med ilden, at vi skaber - eller ødelægger.
Vi manifesterer alle – ofte ubevidst. Vi er medskabere af vores virkelighed.
Når vi bruger ilden og passionen ubevidst, kan vi få ukendte resultater. Vi aner måske ikke, hvor ilden fører os hen, og det kan godt være lidt skræmmende, når vi ikke ønsker at ødelægge det, som vi allerede har. Men vi kan også vælge at blive bevidste i vores skabelsesproces og bruge ilden aktivt. Bevidst. Bevidsthed er som altid nøglen.
Vi skaber med følelsernes energi. Det kan godt være, at vi ønsker os noget med sindet, men det er følelserne, som skaber for os. De er vores hovedingredienser. Følelserne er den energi, som vi sender noget ud med.
Glæden, taknemmeligheden og tilliden er uden tvivl nogle af de vigtigste følelser, hvis vi ønsker at skabe på konstruktiv vis. Men vi kan også godt skabe med vreden, irritationen eller frustrationen – det har jeg selv prøvet med overraskende godt og hurtigt resultat.
Det vigtigste er bare, at vi er tydelige i, hvad vi ønsker for os selv.
Følelser er jo egentlig “bare” neuro-hormoner, som udløses i hjernen af oplevelser, situationer og interaktioner med mennesker. Men hvorfor vente på at noget udefrakommende skal udløse følelser i os, hvis vi selv kan være medbestemmende og hvis vi ønsker at udløse en bestemt følelse/energi. Du har allerede alle følelser i dig. Følelser er ikke noget, som andre lægger ind i dig, men er kemi, som du allerede består af. Du har altså allerede alle ingredienserne.
Spørgsmålet er, hvad du ønsker at udsende og tiltrække.
Hvis alle muligheder nu er åbne, hvad ønsker du så oprigtigt for dig selv?
YIN YOGA FOR HJERTE OG TYNDTARM
Overordnet kan man sige, at hjertet løber fra armhulen på undersiden af indersiden af armen hele vejen ned til lillefingeren. Tyndtarmen starter i lillefingeren og løber retur op på undersiden af ydersiden af armen til skulderen, zigzagger omkring skulderbladet, løber op til nakken, hen over halsen, op til kæbe og ansigt og slutter foran øret.
Prøv derfor at tænke på at arbejde med dine hænder og arme, både inderside og yderside af armene, samt skuldrene, nakke og siden af halsen. Nedenfor finder du et par eksempler på yin yogastillinger, som er gode i sommeren.
Vigtigt! Stillingerne er vejledende – husk altid at mærke efter, hvad der føles rigtigt for dig. Glem hvordan en stilling skal se ud og mærk, hvordan den føles. Måske finder du din egen variation. Fokuser på at mærke et stræk i områderne, som du arbejder i og pas på ikke at overbelaste led og andre områder, når du forsøger at arbejde dig ind i et område.
Hvis du er nysgerrig på at lære mere om sommerens energi og ønsker at dykke dybere ned i ild-elementet, hjerte og tyndtarm, kan du læse mere i min bog De 5 Årstiders Energi, som du finder i min webshop.
Du kan også deltage på mit 14-dages sommerforløb for hjerte og tyndtarm, hvor vi gennem yoga, meditation, refleksioner og øvelser arbejder med egenomsorg, hjertet, intuitionen og med at bruge ild-energien til at skabe den forandring, som vi ønsker i vores liv.
Du kan læse mere om forløbet HER.